8. EFTERBEHANDLING AF GÆRCELLEURINEN

 

Den udvundne gærcelleurin lugter sjældent rart, og smager heller ikke særlig godt. Dette skyldes de i kapitel 7 nævnte biprodukter. Selvom man har tilsat kaliumpermanganat vil der ofte være rester af disse ildesmagende urenheder tilbage. Den letteste metode til at fjerne disse uhumskheder er rensning med aktivt kul. Kullet har den egenskab at stoffer med store molekyler har en tendens til at sætte sig på kullet. Jo større molekyler, jo større klæbetendens. Da de fleste af disse urenheder (populært kaldet fuselolier) har meget komplicerede molekyler, vil de altså hellere end gerne sætte sig på kullet. Rensningen er ligetil. Den udvundne gærcelleurin fortyndes til 40-50% vol., og der blandes en sjat aktivt kul i. Det hele røres godt sammen, og når det meste af kullet har bundfældet sig, filtreres gærcelleurinen og er derefter klar til videre eksperimenter med diverse krydderurter og essenser. Hvis gærcelleurinen efter filtreringen indeholder små kulrester der giver den en usund farve, kan man lægge en knivspids kartoffelmel i bunden af filtret før filtreringen. Kulresterne er på ingen måde farlige, og giver heller ikke nogen særlig afsmag, tværtimod anvendes aktivt kul, under navnet medicinsk kul, som middel mod forskellige forgiftninger, i en blanding af 1 del kul til 3 dele natriumsulfat. Det skal dog nævnes at aktivt kul ikke er videre virksomt overfor et stof som træsprit, eller denaturerings midlet der anvendes til kogesprit. Hvor det sidste ikke er videre giftigt, men heller ikke sundt, er træspritten det i høj grad, og da den ikke giver nogen særlig effekt, udover blindhed, og mulig død, skal det derfor frarådes at forsøge at gøre den drikkelig.